Generel info
I Nørresundby Sportsdykkerklub dyrkes der selvfølgelig også Uv-rugby, som er en sjov og anderledes holdsport under vandet. Der dyrkes uv-rugby på forskellige niveauer i klubben. Nogle spiller kampe i weekenden, mens andre gør det for motionstræningen, men altid er det med det sociale fælleskab i højsæde. 

UV-Rugby afdelingen har i de senere år haft tilstrømning af ‘nyt blod’, særligt efter at der blev indført et specielt UV-Rugby medlemsskab, og vi er nu oppe på omkring 25 spillere m/k i aldersklassen 14 – 62 (så ingen undskyldninger!), og er dermed den største UV-Rugby afdeling i Nordjylland.
Vi har i de senere år kun haft 1 turneringshold - et fælleshold (Team CDC) - der spiller i 1. division Nord med succes som vinder i tre sæsoner 2006-08.

Team CDC
Team CDC er opstået ud fra et ønske om at samle de personer i Aalborg der ville spille lidt mere seriøst Uv-Rugby på ét hold, da der ellers tit opstod problemer med at samle folk til kampe. Vi har så samlet os om en ugentlig fælles træningsaften, og stiller op til kampe i 1. division og diverse cup’er. Skal vi være ærlige så havde vi i starten den største succes i 3. halvleg, men havde som regel alligevel haft nogle fornøjelige timer sammen og fik sjældent ‘lammetæv’. Specielt gik det godt til cup arrangementer, hvor hjemturen ikke sjældent blev udvidet med små ‘kulturelle’ omveje til lokale bryggerier.

Men som ordsprogene siger – så gør øvelse mester – Til alles (ikke mindst vores egen) overraskelse, så har vi i de senere år haft taget på de øvrige klubber i kredsen, med samlet sejr i de seneste 3 sæsoner, og pt. igen topper ranglisten. Om det skyldes nye klassespillere på holdet, svagere modstandere, eller partiske dommere og turneringsplanlæggere – Ja det afhænger helt af hvem du spørger. Turneringen kører lidt løst efter cup system, hvor de hold der møder op deltager, og er mest beregnet til at give lidt variation i træningen og selvfølgelig håneretten til næste møde :-)

Junior Rugby
Vi har desværre ingen decideret junior rugby, de juniorer der har lyst deltager i den almene træning.

Fidus Pokal
Vi indførte for nogen år siden en fiduspokal, der uddeltes efter hver fredags træning. Årets fidus blev så opgjort til sommerafslutningen, og fik den tvivlsomme ære at gi’ en omgang. teksten er skrevet i datid, da vores flotte fiduspræmie blev bortført af ukendte gerningsmænd en mørk vinternat. Mistanken faldt på den kommende fiduspræmie modtager, der af underlige årsager helst var fri. Vedkommende bedyrer dog stadig ihærdigt sin uskyld.

Træning
Træning foregår i Vadumhallen, hvor der er træning for både 1.og 2. holdet. Hallen er indrettet med opmærket bane, fast forankrede mål, 31° varmt vand og en rummelig sauna. Der trænes året rundt bortset fra skolernes sommerferie og mellem jul og nytår.

Onsdag (fælleshold)    20.30 – 22.00
Fredag                       20.00 – 21.30

Normalt er der fælleskørsel fra klubben et kvarter før, kontakt holdleder for yderligere information.

Spillerne
Vi er en broget flok spillere i aldersgruppen 14 – 62, hvoraf flere har spillet siden den spæde start tilbage i 70′erne, og har derfor raget en del unoder til sig som vi nu prøver at omskole. Vi er en grundstamme på 16-17 spillere m/k der på trods af familie, arbejde med mere alligevel ofrer en del aftener på sporten. Udover at spille med Team CDC er vi nogen der ikke kan få nok og derfor deltager på andre fælleshold til diverse danske og udenlandske cup’s, senest Kieler Sprotte med en succesfuld 1. plads med et fælleshold bestående af Aqua Quick, Nørresundby og Aqua Club/Tudserne. Vil du vide mere så kontakt Thomas Hvidtfeldt.

Turneringsresultater og andet for Uv-Rugby nørder finder du her på Uv-Sport’s hjemmeside, sammen med et hav af andre informationer og links. Uv-sport’s hjemmeside

Holdleder
Thomas Hvidtfeldt
Tlf.: +45 60 61 32 16
Email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.