Så viste vejret sig fra sin bedste side, nogle har fortsat ferie, og andre tog en fridag, for at deltage i denne spontane tur på en onsdag.

havtaske

Da jeg ankommer til klubben kl.7.48 er ribben kørt frem, og flasker samt andet grej er pakket i bilerne. Tak til de morgenfriske.

Vi ankommer til Hanstholm ca. kl. 9.30. Humøret er højt, svag vind og sol fra en skyfri himmel. Dejligt at vi for en gang skyld ikke står og fryser under omklædningen. Jeg bruger selv ski undertøj, 400 g inderdragt samt 2 par sokker,den perfekte sommer beklædning efter min mening.

Da alt grej er ude af bilerne, må vi desværre konstatere at vi mangler et DB 12. Efter lettere uro og lidt frem og tilbage bliver vi enige om, at vi kan dele et sæt og supplere med de 3 stageflasker som vi også har medbragt, alt er godt igen, ribben pakkes og kursen sættes mod første vrag som bliver, Aalborghus. Aalborghus Passager og -stykgodsskib sejlede på ruten København-Aalborg. Forliste under bugsering mod Rotterdam 6 september 1972 ca 8 sømil ud for Hanstholm. Skibet er bygget i 1936 på Nakskov Skibsværft, 2079 BRT og ca 95 meter langt.

rib

Da vi som første hold, Daniel og Anders kommer ned, ligger ankeret perfekt lige ved agter enden, vi binder på, ca på 27 m. Sigten er +10 og vandet er 16 grader.

Jeg har tidligere dykket på Aalborghus, som har en meget intakt stævn, med en mast som rager langt ud over SB side, 8-10 meter over bunden. Vi valgte at koncentrere os om agterenden og de mange torsk, langer, lupper, tunger mm. Efter 25 minutters blodrus og en enkelt torsk, er vi på tovet igen, her vinker vi til hold 2, Allan og Steffen som er på vej ned. Hold 3 binder af og vi sætter ny kurs mod vraget S/S Constantin som ligger på 32 meter. Vraget er ret nedbrudt, men maskinen samt de 2 store kedler står fortsat og rager 3 til 4 meter op over bunden. Vi er igen først på vraget og ankeret ligger lige ved en af de store kedler. Vi bliver mødt af en massiv stime torsk, faktisk har jeg aldrig set så mange på en gang. Harpunen ligger oppe i ribben, så vi kan bare nyde den gode sigt og rolige stemning.

sikkerhedsstop

Nogen så en gigantisk havtaske, men fik desværre ingen billed dokumentation. Efter beskrivelser oppe i ribben, må det ha været noget af et uhyre, selv Søren blev lidt bange da Peter fik den til at bevæge sig. Heldigvis tog de den ikke med op, da vi ellers skulle have smidt alt grej over bord, for at få plads til bæstet. Jeg læser at andre dykkere også har set havtasken på tidligere dyk.

havtaske

Sådan en tur på vestkysten med godt vejr og god sigt, samt gode dykkerkammerater, får mig til at tænke på hvornår skal vi af sted igen.

Tak til Allan, Peter V, Steffen, Søren og Daniel for en perfekt tur.{jcomments on}