Tiden var kommet til at NSK igen skulle besøge Stavanger - for første gang i en årrække. Forventningerne var derfor store, og vi besluttede at udnytte påskedagene til at få fire hele dykkerdage deroppe. Det skulle vise sig at vejret var med os, og vi fik set alt det vi havde håbet på!

Der var afgang fra klubben onsdag eftermiddag efter arbejde, og vi kom planmæssigt afsted fra Hirtshals med natfærgen. Efter en nat i kahytterne ankom vi tidligt torsdag morgen til Stavanger dykkerklubs klubhus, hvor vi skulle bo alle dagene - de havde fine kompressor og udstyrsforhold, og en placering helt ned til vandet hvor RIB'en lå klar - perfekte dykkerforhold!

2  8

Vinden var svag, og vi besluttede derfor at starte turen med et dyk på vraget 'Ceang', der ligger 20 sømil fra klubhuset. Allerede her på første dyk fik vi oplevet den gode sigt vi havde håbet på i det kolde norske vand - bedste sigt jeg har set i norden til dato. Ceang ligger på 10-25m, så det var et fint startdyk for alle.  

 1  3

 Efter 'Ceang' gik turen mod et par naturdyk, hvilket ikke er svært at finde i området. Vi smed anker på en kendt kammuslinge position, og så snart vi ramte bunden blev det klart at der var masser af store kammuslinger. De lå simpelthen overalt, så fangsnettet blev fyldt til randen med muslinger og et par krabbeklør. Der skulle godt med luft i vingen for at hæve nettet til sidst. Ikke langt derfra tog vi et tredje dyk for dagen, her var der masser af taskekrabber, som gemte sig på klippevæggen, og igen super sigt.

Fredag viste vejret sig igen fra sin bedste side, så turen gik nordpå til vraget 'Dresden'. Dresden er et stort dampskib på godt 170m, og ligger på 15-50m dybde. På vraget var der en masse liv, store stimer af sej - og nogle rigtigt store sej ind i mellem. Hapunen måtte frem og vi fik en flot sej med op - på trods af en slatten harpun. Vraget i sig selv var temmeligt imponerende, her kunne man nemt bruge mange dyk på at gå på opdagelse! Vi fik to dyk på 'Dresden' inden turen gik hjemover til lækker aftensmad (læs: masser af kød).  

4 6

Lørdag var vinden taget lidt til, og det var derfor oplagt at sejle op ind i fjorden, hvor vi skulle lave et vægdyk neden for prædikestolen. Området er flot, og vægdykket skulle være værd at opleve. Vi blev ikke skuffede. Sigten var fantastisk og med 400m til bunden gav det en fed dyster stemning under dykket. Vi fik samtidig en del Kamtjatka/konge krabber med op, alt i alt et fedt naturdyk. Selv Søren K, der normalt ikke hejser flaget for et naturdyk, mente der var noget om snakken. Vi sluttede lørdagen af med et par naturdyk i nærheden af klubhuset.

Søren K havde et par småhuller i dragten, så han måtte i den store balje i klubhuset og under kærlig inspektion. 

5 10 2

Søndag stod den på dyk på hus-vraget 'Nesodtangen', der ligger få hundrede meter fra klubhuset. Vraget ligger på omkring 40m dybde, og er ret godt bevaret. Igen her havde vi gode forhold, og alle havde et godt dyk. Vi sluttede herefter turen af med et naturdyk på en af Stavanger dykkerklubs favorit positioner, hvor vi havde et fint dyk med flot sandbund og klippevæg.  

7 9

Alt i alt en super god tur hvor vi fik set alt det vi ville, gode dyk, god mad og kolde øl. Søndag aften tog vi natfærgen retur til DK og var hjemme først på formiddagen. 

Tak til alle for en god tur, og tak til Stavanger dykkerklub for lån af klubhus.  

Deltagere: Peter Valler, Daniel Beck Rømer, Søren Kristensen, Anders Scheuer, Peter Christensen

Se flere billeder fra turen her (blandt andet et meget ungt medlem!): Galleri Stavanger 2017 

 

{jcomments on}